Startups bidrager til konkurrencekraft
Konferencen 100% Climate Neutrality, arrangeret af SDU Sønderborg, finder sted i disse dage. Som en del af programmet, delte STEARs CEO, Mikkel Christoffersen, sit perspektiv på, hvorfor startups spiller en vigtig rolle i at styrke konkurrencekraften og accelerere omstillingen.
Mikkel sammenlignede startups med speedbåde.
Hvor større virksomheder ofte har komplekse organisationer og mange hensyn at balancere, kan startups samle et fokuseret team omkring en konkret udfordring og hurtigt udvikle og afprøve nye løsninger.
Det er en vigtig egenskab i en tid, hvor mange af de udfordringer, vi står overfor, kræver nye teknologier og hurtig udvikling.
Men en god idé og et stærkt team er ikke nødvendigvis nok til at skabe en virksomhed. Startups har også brug for et økosystem omkring sig, der kan hjælpe dem med at udvikle teknologien, finde de rette kompetencer, teste løsninger og komme tættere på markedet.
Sønderborg har et stærkt udgangspunkt
Netop her har Sønderborg nogle særlige forudsætninger.
Stærke industrivirksomheder, SDU og de talenter, universitetet bringer med sig, erfarne investorer, ProjectZero som et levende lab, hvor nye teknologier kan afprøves og vises frem – og STEAR, der gennem vores Accelerator og Investor Platform hjælper de bedste idéer tættere på markedet.
Startup-pitches på konferencen gav et godt indblik i, hvad der kan vokse frem fra dette økosystem:
Indendørs solenergi, der kan erstatte engangsbatterier, en teknologi til lugtdetektion, som kan hjælpe sygeplejersker ved at registrere en lugts særlige “melodi”, og nye tekstilmaterialer inspireret af edderkoppesilke. Bare for at nævne nogle få.
Nogle idéer kan måske lyde utraditionelle i første omgang.
Men som Roana de Oliveira Hansen fra OneNose formulerede det:
“Vær ikke bange for, at din idé er for vild, for vi har brug for vilde idéer, hvis vi skal løse verdens udfordringer.”